At sluge Blarney Stone, Del 1

Der er et gammelt irsk ordsprog, ‘at kysse blarney-stenen’; en mystisk sten og en populær attraktion i Irland, der menes at give den, der kyssede den, kunsten at føre samtaler og smiger. Nå, jeg kender ikke meget til det, men hvad jeg ved er, at irerne ikke bare kyssede den, de slugte den hele. Når de ikke snakker, synger de; hvis de ikke synger, jokker de, hvis de ikke joker, danser de. Og nej, jeg henviser ikke til de mytiske små grønne mennesker; jeg mener de rigtige, levende lokalbefolkninger. En helt larmende nation, der varmer os velkommen ind i deres luxuriante grønne og utrolig våde land.

Men, ak, jeg kommer til at gå for hurtigt frem. Lad mig vende tilbage til meget begyndelse, hvor al denne keltiske vanvid først begyndte.

Tildelt af Min Guide med den belastede opgave at tage på roadtrip i Irland, med ikke meget mere end min elskede forlovede og noget misforstået tillid, var jeg klar til et eventyr. Men efter at have set tilstanden af Will ved hans tilbagevenden fra sin virvelvind weekend i Slovenien, var jeg en smule bekymret, for at sige det mildt. Set på en belligerent quest for at gennemføre en række af, helt ærligt, grusomt pinlige udfordringer- tak, Min Guide - Alex og jeg begav os ud på vores tre dages roadtrip fra Shannon til Dublin.

Her går det…

Dag 1: Det er en lang vej fra Clare til her

Da regnen dryppede ned ad flyvinduet, og jeg kiggede ud på patchworket af marker og gårde nedenfor, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at Irland lignede meget hjem. Uanset den chiaroscuro skyline, havde jeg dog det ene urokkelige håb, at solen ville dukke op når som helst, og lysne klyngen af mørke skyer. Norman, vores My Guide maskot, forblev også håbefuld.

Landende med et let bump, eller så blidt som en Aer Lingus fly så gør muligt, ankom vi til Shannon. Indkapslet mellem tre selvforsynende amter og hjemsted for Irlands længste flod, er Shannons nedre regioner geografisk rige på mangfoldighed, fra de rullende bakker i Tipperary til de golde kalkstensslætter i Burren. Men, i det mindste for nu, havde vi kun vores blikke rettet mod en af disse keltiske regioner, County Clare. Et malerisk hav af jadegrøn, befolket med klippeagtige slotruiner, robuste stenmure, ensomme får og græssende kvæg, ligger County Clare i hjertet og sjælen af sydvestlig Irland.

I vores skinnende gyldne automobil, takket være Budget biludlejning, trillede vi ned ad de smalle landsbyveje på jagt efter vores første aktivitet, Aillwee Cave. På trods af vores Tom Tom’s bedste bestræbelser for at føre os til ‘1 Bog Road’- angiveligt en rigtig destination- nåede vi Burrens klippeplateau i god tid (1 time 40 minutter, for at være præcis). På dette tidspunkt begyndte Alex’s ansigt at se træt ud, og lignede tydeligt en mand med en boa-slange viklet omkring sin hals. Tilsyneladende vil intet andet end uendelige veje, kontinuerlig regn og mit sang for selskab gøre det ved dig.

Bounce tilbage fra sin ensomme mand-sulking, samlet vi os under min paraply og vandrede til toppen af bakken for at søge læ inde i hulekomplekset. Straks blev vi ramt som en surround sound-opsætning af den lave summen fra skolebørn. Ligesom en sværm af bier, summede disse højrøstede små væsner ustoppeligt for at nå deres fælles mål; total ødelæggelse. Efter en meget lang ventetid på tyve minutter, og da jeg begyndte at undre mig over, hvad vi lavede her, var det endelig vores tur til at træde ind i den berygtede Aillwee-hule. Meget til min overraskelse blev vi dog mødt af en intriguing Alice i Eventyrland-stil kaninbur, fyldt med sølv-lignende revner, mørke huler, hængende stalaktitter og funklende stalagmitter. Mens vores turguide berettede historier om hulens oprindelse, forsøgte jeg ikke at smile for meget, mens børnene skreg i den pitch-black mørke.

Da jeg igen dukkede op og så mere end en smule uordentlig ud, var der simpelthen ingen tid til at dvæle, vores næste stop kaldte. Berømt som en traditionel irsk musik hovedstad, og besøgt af utallige musiklegender, den smukke kystby og surfestedet Doolin ventede på os. Denne maleriske kystlandsby kunne ikke være kommet tidligere, da regnen nægtede at frigive os fra sin ubarmhjertige våde kappe. Træd ind i en indbydende irsk pub, Gus O'Connor's, tog vi læ fra den blæsende regn. Helt ærligt, en gårdsbygning ville have virket indbydende på dette tidspunkt, men vi var glade for at se, at O’Connor’s havde noget mere tiltrækningskraft. Indenfor, farvet af et varmt ravglød, var der en klynge af travle kroppe, der raslede med deres bestik og snakkede med hinanden, uvidende om det udendørs stormvejr. Jeg tog mig tid til at fylde op med nogle lokale delikatesser, jeg dykkede ned i noget oksekød og Guinness gryderet, mens Alex, der greb sin Guinness som den gyldne kalk, nippede til den sirupsfarvede væske med store tallerken øjne. Da jeg ikke er meget af en øldrikker, må jeg sige, at jeg blev overrasket over dens lette og glødende smag; som en langsomt ristet kaffebønne var det en rig og forfriskende smag. Ikke at sige, vi satte min smagsteori på prøve flere gange i løbet af turen. Alex så ud til ivrigt at imødekomme.

Næste på dagsordenen var Cliffs of Moher, et betagende smukt geologisk sted med kløftede skifer- og sandstenklipper, der stod mod det bragende kystvand. Tænk på Klipperne ved Dover, kun mørkere, mere truende og uhyggeligt atmosfæriske. Angiveligt en kilde til inspiration for Tolkiens bestseller ‘Ringenes Herre’ , når man stirrer på den stejle klippeflade, var det ikke svært at se hvorfor. Timet til perfektion, da vi nåede toppen af klipperne for at stirre ned i den kløftede kløft nedenfor og det overskuelige tårn, aftog regnen, og et tåget skær omfavnede os. Bortset fra en kraftig vindstyrke, der fladede os ud mod beskytterens kant, var dette måske et af de mest magiske øjeblikke hele vores tur. Alex måtte så ødelægge det ved at få mig til at genskabe løbescenen fra ‘Rocky’; pinlige videoer følger…

Tilbage i vores trofaste gyldne getaway lagde vi ud på den en time lange rejse til Ennis, amtsbyen Clare og vores tilflugt for natten. Forbi uendelige marker og lokale b&bs, da vores hotel Auburn Lodge endelig kom til syne, skreg vi begge af glæde. Eller måske var det bare Alex. For at være retfærdig havde han tilbragt mere tid ved rattet end noget andet sted. Min hukommelse kunne være svigtet, da den nævnte, hvor meget af ‘vejen’ vores roadtrip faktisk ville indebære. Oooops. Uanset hvad, var den varme kirke-lignende facade af vores hotel velkommen.

Med aftenen over os, og lidt tid til overs, havde vores irske partner Gerry arrangeret, at Alex og jeg skulle deltage i en middelalderlig banket. Da jeg aldrig havde deltaget i en banket før, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle forvente, men som vores lokale ekspert i My Guide Irland stolede jeg på hans bedre bedømmelse. Efter at have ført os til dørene til Bunratty Castle- det bedste navn jeg nogensinde har hørt - efterlod Gerry os i hænderne på de Shannon Heritage medarbejdere. Med visioner om Ratty fra ‘Vind i Piletræerne’ gik vi hen ad fæstningsmurene for at nå slottsækken. Lige så givende som Ratty selv, blev vi mødt af en keltisk sækkepibe-spiller, der førte os op ad en snurrende trappe. Derfra tog natten en drejning mod det bizarre. Lange middelalderlige dragter, lutere og harper, krydret honningmead og søde sange; og det var alt sammen, inden banketten overhovedet var begyndt! Hvad der fulgte senere var et fire-retters fællesmåltid (ingen knive og gafler tilladt), en udpeget ‘herre og dame’ for godset, festligt underholdning og en masse beruset skandaløs adfærd, nogle af hvilke My Guide simpelthen ikke vil støtte. Vi gemmer bare det til bloggen…

*Pas på den anden del af vores tumultariske roadtrip: køretur til Dublin. For ikke at skuffe, her er blot et smugkig på, hvad der venter: Vikingehatte, irske vittigheder, Guinness, mad, feer og folklore; ikke dårligt for bare endnu en dag på kontoret!